En plan

Det er virkeligt mærkeligt at skulle skrive om behandling igen. Det er så længe siden, og nogengange er det som om jeg glemmer hvad det er jeg har gang i. Det er som om at det med at prøve at blive gravid har fyldt så meget i mit liv så længe at det nu er en tilstand, en permanent en af slagsen. Det at jeg faktisk en dag kunne blive gravid og blive mor det tænker jeg så lidt så muligt på, det gør alt for tit alt for ondt.
Men altså, nu er jeg jo der hvor jeg håber igen at skulle i behandling. Jeg frygter for cyster der sidder i vejen. Og mest af alt frygter jeg for at blive afvist p gr a min vægt. Det er ikke fordi jeg ikke har tabt mig siden mit forsøg i oktober. Det er bare fordi jeg har taget mindst det samme på også. Rent vægtmæssigt har det været en virkelig frygtelig vinter... Og i oktober løj jeg mig lettere for at sikre mig et forsøg, og det må jeg jo gøre igen. Og så håbe på at ingen husker at jeg sidst fik at vide at jeg skulle tabe mig før de ville gøre mere... Og jeg ved jo godt at det ville forøge mine chancer, og gøre graviditeten nemmere osv osv hvis jeg tabte mig først. Men jeg er så pisse dårlig til at tabe mig, og jeg synes jeg har ventet længe nok... Så jeg beder for mirakler på onsdag når jeg skal scannes.
Hvis jeg så bliver godkendt skal jeg starte i lang protokol. Efter den korte mislykkedes sidst mente de det var bedst. Jeg gruer for den lange. Jeg ved det er tåbeligt, men jeg vil tusind gange hellere stikke mig selv end jeg vil tage noget op i min næse! Og den dersens lange protokol kan da kun tages med næsespray ik? Før mit liv i behandling anede jeg ikke at jeg havde en "næse"-fobi. Jeg har bare altid undgået alt hvad der hed næsespray og aldrig set det som et problem. Jeg får nemt næseblod og frygter for om det bliver en af de grumme bivirkninger jeg skal opleve.
Og så frygter jeg at forsøget ikke bliver til noget. At jeg endnu engang må gå med uforrettet sag. At jeg endnu engang skal opleve skuffelsen og smerten.

Men hvis nu.
Tænk nu hvis.
Jeg får tårer i øjnene bare ved tanken. Tænk hvis det bliver min tur nu. Hvis min sommer skal gå med kvalme, mit efterår med stor mave og min vinter som mor. Tænk hvis min blog endelig kunne blive fyldt med sødmefyldte beretninger om reelle forventninger.

Der er vist ingen fare for at jeg ikke kommer i håbe-humør inden på onsdag. Bed for mig!