Forleden...

Gik jeg rundt i regnen og følte mig lidt trist. Jeg kunne ikke lade være med at gå og se på alle de børn og forældre jeg mødte. Jeg så ikke en eneste forældre der så halv så gammel ud som jeg føler mig i disse dage... Og bedst som jeg gik der mødte jeg en ung muslimsk mor med to smukke børn. Hun passede jo perfekt ind i mine tanker om at hvis jeg nogensinde skulle blive mor så ville det være verdens ældste en af slagsen (og med 61 som dansk rekord er 33 jo pludselig ingen alder...). Samtidigt med disse tanker blev jeg sur på mig selv, jeg ved jo godt at en del muslimer gifter sig tidligere end jeg nogensinde ville have overvejet, og nu skulle jeg da heller ikke blive ved at være sur. Bedst som jeg gik der, kom den ældste af de to smukke børn, en pige på cirka 3 år, hen til mig. Med høj klar stemme og et skønt stort smil i hele ansigtet spurgte hun:
"Hvem er dus mor?"
Mens jeg med en venligt smil svarede: "Jeg er ingens mor", mærkede jeg mit hjerte gå i tusind små stykker og falde ned på asfalten. Hvis du ser en hjertestump et sted på den regnvåde gade, så saml den op og pas godt på den. Jeg håber at få brug for den igen en dag.