Et gæsteindlæg!

Det føles jo nærmest som at skrive et gæsteindlæg - ikke at jeg nogensinde har gjort det før...
Men når jeg nu skriver et indlæg i en ellers død og afsluttet blog, ja, så må det da være et gæsteindlæg. For det betyder ikke at bloggen genoplives.

Men det betyder at jeg har noget på hjerte...
For det første vil jeg gerne sig tak, tak til alle jer læsere der for år tilbage fulgte mig, kommenterede og dermed hjalp mig igennem både godt og ondt. I skal vide (for det tilfælde at nogen af jer stadig stikker næsen forbi og overhovedet ser dette...) at I har betydet en masse for mig og at jeg ofte tænker på tiden i Blogland - og altid med gode tanker :)

Og så skal I vide: PUK er gravid!

Der skete jo det der må ske i alle gode eventyr, PUK mødte sin prins, og sammen med ham (og helt uden nogen andres hjælp) venter hun nu et barn.

Så på den måde ender eventyret lykkeligt, og jeg er ikke i tvivl om at "de levede lykkeligt til deres dages ende"

Tak fordi du læste med!

SLUT!

Jeg har længe vidst at min blog i stilhed var afgået ved døden. At der kun var tilbage at skrive et lille farvel-indlæg. Et indlæg for at sige tak; Tak til alle der gennem årene har læst, kommenteret, trøstet og håbet for mig, med mig og til mig. Det har været en ære at have hver og en af jer som læsere.
Men jeg har ikke flere ord at skrive. Jeg har intet nyt at berette om smerten eller håbet. Det er som om jeg har sagt og skrevet alt hvad jeg har at sige om infertilitet og regnbuebarn. Der er intet nyt mere.

Hvad jeg ikke vidste var at mens min blog stille døde, så døde Bedstevennens lyst og tro på Regnbuebarnet. Han kan ikke mere, vil ikke mere.
Så på den måde er det nu for alvor slut. Og smerten i det er helt ubærlig. Helt og aldeles uden grænser, altopslugende og altoverskyggende.
Det Regnbuebarn jeg har drømt om, længtes efter og kaldt på i mere end 5 år bliver aldrig mit.

Se det var jo en helt anden afslutning på bloggens liv, end den man kunne have håbet.
Med en tilbagevenden til min alleførste template og et åbent arkiv for alle der måtte kunne blive semtimentale, er der kun tilbage at sige:

FARVEL - OG TAK!

SOL

SOLEN SKINNER. TOUREN ER I GANG OG KØRES FLOT. JEG HAR DET GODT. ER
GLAD OG AFSLAPPET. TÆNKER EN DEL. MEN NÅR IKKE TIL NOGEN KONKLUSIONER.
MEN ALTSÅ; JEG HAR DET GODT.

ET HUS

NÅR NOGEN SPØRGER MIG HVORFOR JEG HAR ET SOMMERHUS SIGER JEG ALTID ET
ELLER ANDET OM EN GOD INVESTERING. SANDHEDEN HAR MEGET MERE MED
REDEBYGGERI AT GØRE. MED DRØMMEN OM EN SØN DER SPILLER BOLD PÅ GRÆSSET
OG EN DATTER DER PLUKKER BLOMSTER. ELLER OMVENDT. OG BARE EN AF
TINGENE. ET BARN. DE TANKER GØR MIG TRIST. MEN DET HUMØR PASSER JO
OGSÅ GODT TIL REGNVEJR.

Test af freestyle.

lige inden jeg rejser må jeg teste systemet. det ville være alt for
hårdt at gennemføre sommeren uden freestyle!

Kurt!

Hvis jeg havde haft muligheden ville jeg sørme også have kysset ham! Han kørte rigtigt rigtigt flot i dag.

Derudover så går mine dage (og nætter) med at lade være med at gå i stykker. Ikke på sådan en sort depri måde, bare sådan enormt skrøbeligt. Jeg regner med at hvis jeg bare venter længe nok, så bliver jeg nok stærk igen. Indtil da går jeg forsigtigt gennem livet.

Blodprøve

Blodprøven bekræftede det jeg godt vidste i forvejen. Jeg er på trods af alle positive tanker, krydsede fingre og håbefulde bønner ikke gravid.
Jeg kan mærke at jeg lige nu kæmper hårdt for at holde sammen på mig selv. Tårerne ligger hele tiden lige under overfladen, lige på spring. Men der er 1000 ting at gøre på job og privat, så der er ikke andet end at klø på. En eller anden dag revner ballonen sikkert med et brag, men det må jeg så tage til den tid...
Hold kæft hvor jeg hader at det skulle overgå mig at jeg skal kæmpe så hårdt. Normalt har jeg det helt ærligt sådan at jeg ikke ønsker infertilitet for selv min værste fjende. I dag har jeg det sådan at det godt må være alle andre, bare ikke mig. Jeg har fandme taget min del af kampene snart!

Nemesis?

Netop som jeg havde tilladt mig selv at give mig hen i drømme.
Jeg bløder. Meget.

Hvorfor nu det?

Status og hvornår ved jeg mere.
Jeg elsker alle jeres kommentarer og alligevel har jeg ikke lyst at sige så meget lige nu.
Jeg har de sidste dage tænkt en del over hvordan jeg har det med at rigtigt rigtigt mange mennesker ved hvad jeg går og tænker på lige for tiden, hvad jeg har i maven.
Jeg har af arbejdsmæssige årsager været nød til at fortælle nogle mennesker om min behandling. Nogle mennesker der står mig nært som gode kolleger, men som ikke nødvendigvis er mine bedste venner.
Jeg har af andre årsager fortalt min familie om detaljerne i behandlingen, noget jeg normalt ikke ville dele med dem.
Dette er sket før de sidste par år. Jeg har altså før delt disse ting med folk og fæ. Men jeg er bare aldrig nået så langt i behandlingen før. Og nu... Nu hvor det skal til at være rigtigt spændende og hvor jeg måske er gravid, så har jeg pludselig lyst til at have det for mig selv. Jeg har pludselig slet ikke lyst til at svare på spørgsmål, slet ikke lyst at dele ud af mine følelser.
Jeg har det mærkeligt med at mine nærmeste venner faktisk, hvis jeg nu er gravid, på ingen måde bliver de første til at vide det.
Jeg har trang til privatliv og lyst til at være hemmeligt gravid. Men sådan er realiteterne bare ikke. Og jeg tænker over om det er en eller anden mærkelig forsinket reaktion på at jeg ikke kunne blive gravid sådan uden behandling. Eller om det er fordi jeg er så vandt til at være barnløs i behandling at jeg har følelsmæssigt distanceret mig fra at det faktisk måske kan være at jeg en dag bliver gravid.
Kort sagt så tænker jeg. Og forsøger at holde kortene tæt til kroppen, forsøger at beskytte mit i øjeblikket så skrøbelige sind.
Så snart jeg er klar skal i nok høre mere: Indtil videre må i leve i uvished, som jeg gør.

Jeg øver...

Ligesom man engang som spæd teenager sad og øvede sig i at skrive sin underskrift med et nyt efternavn, nemlig det navn der tilhørte ham den søde fra 8. klasse.
Ligesådan øver jeg mig for tiden i at sige: Jeg er gravid. Jeg venter mig. Jeg skal være mor. Jeg skal have en baby.
Og ligesom man dengang havde maven fuld af forhåbningsfulde sommerfugle og små stikkende "det-går-aldrig"-insekter.
Ligesådan går jeg rundt i en totalt opslugende rus af både håb og frygt.
Og ligesom man dengang måtte smide sig skrigende på gulvtæppet og aldrig troede det ville gå over når fyren valgte en anden.
Ligesådan må jeg forvente en ubærlig smerte hvis Regnbuebarnet vælger en anden mor.

Længe siden...

Det er længe siden jeg for alvor har fotograferet. Længe siden jeg har haft lyst. Men nu hvor foråret bruser udenfor og håbet bruser indeni, så vil jeg gerne lidt i gang igen.
Således venter rød-egens små sprøde blade på at det bliver lidt varmere endnu. Den er ufattelig smuk når den endelig folder sig rigtigt ud.

En drøm

Jeg drømte i nat at jeg mødte Søs!
Jeg kom gående et sted i København og hun kom kørende i bil. Og hun så mig o vidste jeg var mig, jeg så hende og vidste hun var hende. Og hun stoppede bilen og stod ud. Og der midt på gaden fik jeg det største kram der var plads til for maven. Og den mave var stor - så stor at der sagtens kunne stå to cola-dåser på toppen af den. Men det gjorde der nu ikke ;) Og så snakkede vi, snakkede og snakkede om alt mellem himmel og jord. Og jeg fik også at vide hvad børnene skal hedde... Men jeg siger det ikke... For jeg kan ikke huske det!!! Hvor surt! Så kan jeg jo ikke finde ud af om jeg er synsk eller noget... ØV. Men sådan er det jo med drømme, hurtigt glemt igen, med mindre altså man skynder sig at skrive om dem på sin blog!

At behøve...

De behøvede jo ikke smile så stort allesammen. De behøvede ikke hele tiden rose mig for i mandags.
Lægen fra i mandags behøvede jo ikke at tage sig tid til at komme og klappe mig på skulderen i venteværelset og sige; "Jeg har hørt det er nogle virkeligt fine æg du har, tillykke!" når han nu slet ikke var på patientvagt.
Sygeplejersken havde ikke behøvet at bruge udtrykket "virkelig fantastisk æggestok" da hun forklarede sygeplejerskeeleven om mig og æggene.
Laboranten behøvede jo ikke kalde det et "superflot" 4-cellet æg der var tæt på at dele sig til 8, præcis som det skulle.
Lægen behøvede jo ikke sige "det ligger perfekt" da han pegede på det grå i grå der skulle vise mig hvor ægget var i min livmoder.

Jeg behøver jo ikke tolke det til andet end at de er positive mennesker der gerne på pædagogisk vis vil indgyde mod, tro og håb.

Men når de nu valgte som de gjorde, så vælger jeg også:
Jeg vælger at tro på at de faktisk synes det her ser godt ud. At de med deres erfaring faktisk mener det her kan lade sig gøre. Jeg vælger at nyde tanken om at krabaten vokser trygt og varmt i mig. Jeg vælger at tro.

Smukke tal!

Ved nærmere eftertælling i mandags havde der været 15 æg!!!
De 10 er blevet befrugtet og de 7 har delt sig som de skal!
Hurra hurra hurra.
Nu iler jeg afsted for at blive gjort GIDMEB.
Og så må I vente med at høre nærmere, for jeg trænger til at arbejde lidt efter at have været ualmindeligt distræt i lang lang tid nu ;)

Lang dag

Hvor bliver dagen lang når man hele tiden tænker på sine 12 små venner der ligger et sted i en kop og måske bare bliver mere og mere til en baby.
Men lad mig da bruge lidt tid på at skrive lidt om gårsdagens oplevelser:
For jeg må være ærlig; Jeg synes faktisk ikke det gjorde så helt vildt ondt at få de æg taget ud. Jeg følte mig godt og grundigt bedøvet og i gode hænder, og på den måde gik det faktisk en del nemmere end jeg havde frygtet.
For det første havde jeg frygtet længe at noget skulle gå galt, jeg har jo kun en æggestok og frygten for at den "går i stykker" sidder dybt i mig - og er det første jeg ser efter når jeg scannes.
Og så havde jeg frygtet at der slet ikke ville være æg. Jeg har jo gennemgået et par voldsomme operationer den gang for mange år siden da jeg havde kræft. Og jeg har altid frygtet at noget var helt galt så enhver smuk follikel bare var tom.
Så var der frygten for at der ikke ville være æg nok. Lægerne har jo flere gange gjort mig opmærksom på at de ikke vidste hvordan min stakkels enlige æggestok ville reagere, at de ikke var sikre på om den kunne stimuleres godt nok.
Og der var sikkert også mange andre forskellige former for frygt. Men lige nu evner jeg slet ikke at huske dem, dertil er jeg alt for håbefuld og positiv...

Det begyndte allerede da lægen sagde mit navn. For selvom det er en læge jeg kun er rendt ind i en enkelt gang før så er han min absolutte favorit. Hans humor passer så fint til mig og han oser den positivitet som jeg også (for det meste) besidder. Der var ingen jeg hellere ville lade mine æg ud end ham.
Og første frygt forsvandt da han måtte udbryde: "HOLD DA OP! Den må du kunne have mærket?" Ved synet af alle de fine store follikler. Tydeligt imponeret og positiv overfor muligheden for et godt resultat.
Så kom morfin-opturen. Jeg synes det var vildt sjovt at være helt stenet og væk, ikke noget jeg normalt ville nyde, men i denne sammenhæng fandt jeg det ganske morsomt.
Og så kom det første æg. Jeg hørte faktisk ikke laboranten sige det først (jeg var jo skæv) , så jeg måtte spørge en ekstra gang. Og da min super-helte-læge så bekræftede at der allerede var fundet et æg, så måtte jeg græde af glæde. Den lettelse der, der strømmede ind over mig var større og vildere end nogen morfin-rus.
Og så fortsatte laborenten sine udråb. Jeg opgav at følge med at tælle for flere gange blev der ikke bare sagt: "et æg", men "to æg". Og det blev bare for svært for en skæv gammel matematiklærer. Og selvom 15 var mit lykketal i gamle gamle dage, så er 12 mit nye...

Og selvom jeg i går blev godt og grundigt øm da bedøvelsen forsvandt, så har jeg indtil nu klaret mig med et par panodiler - og det er da billigt sluppet.
Om lidt mere end 12 timer ved jeg mere om hvordan de 12 små har det. Og hvis alt går vel så er jeg i morgen ved denne tid G.I.D.M.E.B.
Så der må fortsat krydses, bedes og heppes på de 12 små PUK-lopper.

12 æg.

Jeg gentager: 12 æg.
Og selvom jeg er ved at revner for at fortælle mere, blære mig osv. så tror jeg det skal stå ret alene for nu, og så med stort:
12 æg!

Og nu...

Har jeg så set de flotte pletter igen. Denne gang lidt større, men stadigt smukke og fantastiske. Og på mandag skal de sorte pletter forvandles til æg i en skål. Så der må krydses fingre allevegne...

Og så synes jeg faktisk at jeres kommentarer om mobil-telefoner er ganske sjove... Jeg gør naturligvis meget ud af at være et forbillede for mine elever i en masse situationer. Men jeg ser det faktisk som en stor og vigtig opgave at vise børnene at der er regler for fællesskaber og så er der undtagelser. Og normalt er mine elever faktisk meget dygtige til at se at forskelle er nødvendige og gode. Se og acceptere at vi alle er forskellige og har forskellige behov. Og at undtagelser derfor er nødvendige. Når nogle af dem reagerede, så er det selvfølgelig fordi de aldrig før har set min tlf i aktion, selvom den altid er tændt. Og så snart jeg mindede dem om vores mange snakke om forskelligheder var der ikke flere sure miner.
Og for mig hører min mobiltelefon ind under undtagelser. Fordi den for mig er et arbejdsredskab, med ur, huskelister og kalender - og fordi den ikke forstyrrer mig, selvom den er tændt på lydløs. Og lad mig da så lige understrege at jeg ikke stod foran en klasse og var i fuld gang med sms - mine elever var i gang med selvstændige opgaver i grupper, så det var de færreste der så mig... Men dem der gjorde sladrede selvfølgelig så snart klassen igen var samlet ;) De er nu skønne de unger... Og jeg glæder mig sådan til en dag at kunne fortælle dem at jeg skal være mor!

Jeg kom

Jeg så
Og det vil vise sig at jeg sejrer.
Jeg så en masse, masse flotte sorte pletter, masser af ægblærer. Mere end 10 tror jeg. Og de var fuldstændigt lige store, 10-12 mm. Så det kunne vist ikke være meget bedre. I morgen skal jeg se dem igen, se hvor meget de nu er vokset.
Så nu er håbet tilbage. Jeg er i gang med at forberede barsel, regne termin ud og designe indbydelse til barnedåb. Så jeg har travlt ;)

PS: Jeg var sådan oppe og køre i går at jeg kom til at sms'e med hende den stædige midt i min undervisning... Og det i en sådan grad at halvdelen af mine elever blev sure (det er så urimeligt at voksne må have mobiler tændt når de ik selv må) og den anden halvdel blev nysgerrige og gættede på at jeg havde fået en kæreste siden jeg havde så travlt med at sms'e...