Hvor kan man klage over dette helt urimeligt tidsspring der er foregået i nat? Jeg finder mig ikke i det. Som om der ikke var langt tid nok til den 10 november - nu har nogen skisme lige smidt en ekstra times ventetid oveni! Det finder jeg mig ikke i. Hvis nogen bare vil fortælle mig hvor jeg skal klage så har jeg brevet parat!
Mens jeg venter på at tiden skal gå og gå og gå og det skal blive den 10. November, så leger jeg med at forsøge at designe en ny hjemmeside til alle mine billeder. Men det går lidt trægt med det... Jeg har tilsyneladende allerede glemt rigtigt meget af hvad jeg lærte om html og CSS i foråret under min lange sygemelding. Lidt surt, men jo heller ikke livet om at gøre. Og eftersom det var tænkt som tidsfordriv er det jo fint nok at det har taget laaaang tid ;)
Imens har jeg gnasket æbler af årets store lækre høst...
36 millioner soldater tog ud på en lang mission. De skulle finde en Krabat. De vidste de var blandt de allerdygtigste soldater i landet, for de havde været igennem et hårdt og ubarmhjertigt lægetjek hvor mange af deres sløvere kammerater var blevet sorteret fra. Og nu stod de så foran deres livs udfordring. De var udvalgt til at kæmpe til døden, og indstillet på at gøre netop dette.
De synes selv de var heldige for de var blevet hjulpet godt på vej på missionen. Efter det store lægetjek blev de fragtet en lang, lang vej, for at de kunne have ekstra gode kræfter når de skulle finde Krabaten. Og de ville få brug for alle kræfter. De vidste at mange var døde før dem på denne slagmark, de vidste at alle herskere før Krabaten havde haft uigennemtrængelige bolværker. Men det tog ikke modet fra dem.
Mange ville dø på første del af rejsen, af ren udmattelse. Og eftersom vejen til Krabaten var lang, bakket og fremmed ville mange fare vild og til sidst ville også de dø af udmattelse. Nogle ville holde ud, nogle ville finde den rigtige vej, men selv disse soldater var ikke sikre på at overleve. Måske ville de når de endeligt nåede Krabats slot ikke have kræfter til at klatre det sidste stykke over muren.
Alt dette vidste soldaterne, men de vidste også at de alligevel ville kæmpe. For de tænkte ”en eller anden dag må det jo lykkes for en af os soldater” og så tænkte de, med stor selvsikkerhed, ”jeg tror det bliver mig!”
Og skulle det ske at netop en af disse flittige, dygtige og selvsikre soldater overvandt alle farer undervejs og faktisk kom frem til Krabaten, ja så ventede der uendelig lykke. For skulle det ske, ville Krabaten invitere soldaten i sin favn og aldrig mere give slip. Og sammen ville de to vokse sig større og større og stærkere og stærkere. På et tidspunkt ville de være alt for store til at bo i Krabatens lille land, og så ville de sammen, som en, komme frem i lyset – og der ville de opleve at de i lang tid ville være universets centrum. Der ville de to, som en, blive elsket i al uendelighed.
Alt dette vidste soldaterne, og derfor var de villige til at gennemgå alle trængsler, for moralen i denne historie er klar;
Så længe der er håb om at nå ens drømme, ligeså længe kan man kæmpe!
Tillad mig at sprede lidt stemning af vådt, svampet efterår mens jeg venter på at det er tid til at Krabaten skal møde soldaterne...
Alle billederne er taget ved sommerhuset en våd morgen i sidste uge. Og endnu engang blev jeg imponeret over mangfoldigheden i haven.
Tanken havde strejfet mig; det her går for godt til at være sandt...
Og det gjorde det.
Jeg skal passe på ikke at synes at det gik galt. Men galt gik det ikke. Det gik bare heller ikke helt godt.
Jeg har kun 2 æg. Et på 19,5 og et på 10. Det er ikke sikkert at det på 10 bliver til mere. Og alle de små der var så fine i søndags var væk nu. Skræmt væk af den store krabat på de 19,5. Og ikke et ondt ord om den store, men lidt ærgeligt er det da at den sådan har mast sig frem forrest i køen. For nu hedder det ikke længere første IVF forsøg men derimod IUI forsøg nummer 7. Og jeg skal selvfølgelig tro og håbe, det er bare lidt svært lige nu. Men mirakler er selvfølgelig set før. Og det kunne da være at der var et på vej til mig... Så jeg prøver at tænke positivt, og tager en ÆL-sprøjte i aften. Og hvis det så ikke lykkes er der dømt vægttab og derefter forsøg med lang protokol. Lægen mente det var bedst i fht at få de små æg bedre med.
Men men men; Nu hepper vi på krabaten!
Altså; mange mindre ægblærer på 8-10 mm - så mange at de ikke skulle tælles. Og så en ledende på 12,5! Så der skal gang i sprøjte to i aften (kan ikke huske navnet) og så op med dosis af Menopur til 225. Jeg synes umiddelbart det virker ganske positivt og lovende, men jeg er jo også lidt naivt anlagt - og i denne sag ikke ganske objektiv...
Og så ikke for at blære mig, men fordi det faktisk er sådan jeg oplever det; Jeg synes stadigt det går vildt nemt med stikkeriet og bortset fra lidt kriblen og et niv i ny og næ har jeg ingen fysiske skavanker af denne behandling - overhovedet! Ingen smerter, ingen humør-hormon-udflip, ingenting.
Jeg har nærlæst brochuren igen, den hvor Hvidovre forklarer alting i detaljer. Og hvis jeg fortsat er så heldig med ægudviklingen som indtil nu - så skal jeg vel nærmest have æg ud inden weekenden!!! Vildt, vildt, vildt. De æg kunne jo gå hen at blive til et barn en dag...
Og den tanke slog mig da jeg glad og fro forlod åstedet i dag; Jeg kan blive mor. Det kan lykkes for mig. Og straks var tankerne afsted; hvordan jeg skulle fortælle det til forældre, søskende, venner, kolleger, elever osv. Jeg regnede straks på hvornår barsel ville starte, terminsdag osv osv. Drømmene lever igen. De er ikke døde. De trængte bare til at blive sat fri - og det blev de!
Jeg har jo for længe siden truet med en meme. Og efter en grundig research af diverse blogs fra den ganske verden er valget faldet på en oplagt: En bog meme.
Hvem har ikke lyst at mindes forskellige læseoplevelser? Og hvem har ikke lyst at lade sig inspirere af andres læseoplevelser? Win-win situation.
Here goes:
En bog der ændrede dit liv:
Cæcilie Lassen: "Simone". Altså ændrede mit liv er måske lige drastisk nok. Men den ændrede nok min måde at se på bøger på, den åbnede genren af historiske romaner for mig. Og den gjorde det mens jeg var ung og letpåvirkelig - og har helt sikkert været med til at skabe min interesse for historie. Og den interesse påvirker bestemt mit liv, så det er vel det nærmeste jeg kommer en bog der har ændret mit liv...
En bog du har læst mere end en gang:
Samtlige Harry Potter! Dels fordi de er så skønne og fulde af fine detaljer som man glemmer fra gang til gang. Og dels fordi jeg faktisk i sin tid på seminariet lavede en opgave om den gode Harry.
En bog du ville have med dig på en øde ø:
John Irving: "Indtil jeg finder dig". Jeg har ikke læst den endnu, men Hr. Irving plejer at skrive læseværdigt - også til genlæs. Og så er den tyk, tyk, tyk - og det er da bestemt en fordel hvis jeg skal være på den der øde ø længe. Med kun en bog. GYS!
En bog der fik dig til at grine:
Anita Notaro: "The www club". Fordi WWW står for "women watching weight" og den er fuld af tragikomiske beskrivelser af dumme undskyldninger i forbindelse med manglende vægttab! Generelt griner jeg en del når jeg læser kategorien chick-lit.
En bog der fik dig til at græde:
Jonathan Safran Foer: "Ekstremt højt og utroligt tæt på". Fordi bøger der handler om børn der kæmper altid rører mig. Og børn der kæmper for at forstå de voksnes verden rører mig især. Og denne bog skildrer det hele så godt at den burde have haft sin egen post da jeg læste den i forsommeren.
En bog du ville ønske aldrig var blevet skrevet:
Rich Shapero: "Wild animus". Bare fordi det er en ualmindelig dårlig bog, både hvad angår handling (en mand der gerne vil leve som en vild gedebuk!) og sprogligt. Der er masser af bøger jeg ikke har læst fordi jeg ikke mente de burde være skrevet, ex politiske bøger. Men denne bog har jeg faktisk læst fra ende til anden. Men kun fordi jeg af princip læser ting som folk forærer mig. Ellers havde jeg skisme givet op undervejs...
En bog du læser lige nu:
Alexander McCall Smith: ”Damernes detektivbureau nr.1”. Jeg er i den grad kun lige startet, men jeg har længe glædet mig til den. Uden konkret at kunne huske hvor, hvornår og hvem har jeg en fornemmelse af at have hørt mange gode ting om den. Og så er der mange flere i samme serie hvis det skulle vise sig at være en succes!
En bog du har planer om at læse:
Amy Tan: ”At redde fisk fra at drukne”. Hun er en af mine absolut yndlings forfattere og jeg er endnu aldrig gået galt i byen med hende.
Jeg inviterer alle til at være med! Skriv i kommentaren eller på din egen blog – og hvis du vælger det sidste så læg lige et link i en kommentar ;)
God fornøjelse!
Skulle nogen være i tvivl:
Jeg kommer til at savne at se denne mand vinde løb for CSC. Øv bøv.
Og skulle der være mere tvivl:
Jeg er naiv og glad og undgår for alt i verden at tage stilling til skyld, skam og snyderier. I hvert tilfælde så længe det drejer sig om cykling.
Det er selvfølgeligt ikke helt lyserødt og candyfloss let at stikke sig selv. Men det går nu nemt for mig. Så nemt at jeg nærmest ikke koncentrerer mig om det, efter to stik er det allerede helt selvfølgeligt at trisse ud på toilettet kl 22 og finde nåle og menopur frem. Frem mod kl 22 og et par timer efter er jeg lidt oppe og køre, har en del adrenalin susende rundt, men ellers ret nemt...
Jeg tror det er fordi jeg er så glad for endeligt at kunne gøre noget. Det er over et år siden jeg havde mit sidste inseminationsforsøg. Og i mellemtiden har jeg virkeligt længtes efter at kunne gøre noget. (Og det at jeg kunne have haft tabt mig springer vi i denne sammenhæng let henover... For det kunne jeg jo netop ikke finde ud af...) Når jeg står der med sprøjten giver det mig en fornemmelse af kontrol. Når jeg mærker det nive, spænde og krible i æggestokken, ja så føler jeg kontrol over situationen. Og selvom jeg udemærket ved at kontrollen ikke er reel - så nyder jeg i fulde drag følelsen i disse dage. Ihh, hvor er det altså spændende det her. Jeg glæder mig til i aften kl 22 at tage endnu et kontrol fix. Og glæder mig endnu mere til på søndag hvor jeg forhåbentligt er bristefærdig af store flotte æg!
Endelig tager jeg hul på et nyt kapitel i den efterhånden lange roman der handler om min vej til Regnbuebarnet.
Jeg skal i aften i gang med Menopur, 150. Og så er der ny scanning på søndag.
Det holdt hårdt - i forhold til min vægt. Lægen foreslog heldigvis selv den handel jeg selv havde i tankerne; et forsøg (fordi jeg har været så grueligt meget igennem, lægens ord!) og hvis ikke der er bid her i første forsøg så er der ikke flere forsøg før jeg har tabt mig væsentligt. Jeg er bare så glad. Så så glad. Jeg rystede over det hele da sygeplejersken skulle vise mig hvordan jeg skulle blande medicin og stikke mig selv, mon ikke hun troede det var nervøsitet. Det var faktisk glæde. Helt alt overskyggende glæde over at jeg nu endelig endelig er lidt videre i systemet.
Så til alle jer der krydsede i dag; det virkede - så vil i ikke nok fortsætte med det? For hvis ikke Regnbuebarnet kommer til mig nu, så er der lang lang pause før der sker mere...
I øvrigt så er jeg til min egen overraskelse slet ikke nervøs over at skulle stikke mig selv. Meget mærkeligt. Og ret heldigt...
Men i dag er jo min heldige dag, så måske skulle jeg skynde mig at spille lotto? Nej jeg må hellere spare på heldet så det hele kanaliseres ned til den stakkels æggestok der nu i den grad skal på overarbejde... Uha, hvor er det spændende.
Jeg kunne godt bruge de bedste kræfter fra DRs børne og unsdomsafdeling lige nu. I ved, dem der strikkede et langt godt, varieret TV program sammen der kunne holde tankerne samlet hele den 24 december.
For det holder hårdt i dag. Selvfølgelig er jeg glad for at jeg har ferie lige nu, men helt ærligt, tiden ville da gå hurtigere hvis jeg var på arbejde.
Allerede i går var jeg gennem computerspil, DVD-samling, tegneserier, sudokuer, foto-challenges, bøger, opvask, tøjvask, cafebesøg, telefonopringninger, gamle emails og vild leg med katten.
I dag er jeg så nået til Stumble, som før har hjulpet mig i kampen mod tiden. Og trofast som den er så sendte den mig til en side med musikvideoer... Og hvilken underholdning!
Kunne du f.eks. huske hvor grimme Ace of Base faktisk var?
Eller hvor opreklamerede Spice Girls var? Jeg ville nu stadigt gerne låne lidt girlpower i dag...
Vidste du at de sang om animals? Jeg har altid troet de gerne ville leve som kanonkugler... Cannonballs...
Kunne du huske hvor tacky den her video var? Men den er nu stadig fin at danse til...
Kort sagt masser af underholdning, gamle minder der vælter frem.
Men en sang sendte mig lige ud i tårernes land. En sang passer perfekt til mine drømme i dag.
Se, lyt og nyd!
I morgen står slaget på Hvidovre Hospital!
Dusør gives for ideer der kan sikre at jeg starter på behandling. Ideerne bør forholde sig til både risikoen for ny cyste samt den øgede overvægt.
Lad endelig ikke tanker om lovgivning eller almindelig anstændighed begrænse jeres ideer!
Jeg er klar over at dette kan gå hen og blive en dyr affære idet jeg senere kan få brug for at uddele dusører for ideer der kan få æg til at vokse, æg til at blive befrugtede, livmoder til at holde på æg osv osv. Men mon ikke jeg om 9 måneder vil synes at det var småpenge i forhold til de kommende udgifter til bleer og babymos. Og i øvrigt at det til hver en tid er pengene værd...
Der er ingen dusør for at krydse fingre i morgen eftermiddag - men jeg håber i gider gøre det alligevel!
Republished photo for the "Solitude standing" challenge over at INSPIRATION.
Feel free to click the picture to enjoy a larger view!
"Ja goddag, jeg ringer fra bogklubben Rasmus, må jeg forstyrre et øjeblik?"
"Ja"
"Okay, først skal jeg lige spørge; Er der børn i husstanden?"
"Nej"
"Slet ikke?"
"Øh, nej..."
"Nå okay, jamen så farvel."
"Farvel"
Slet ikke! Hvordan kan man spørge om det? Altså enten har man vel børn eller også er man en gammel bitter infertil kvinde.
Nej, jeg mener bare; Jeg er da overbevidst om at Bogklub-sælgeren fiskede efter om der ikke var nogle pap-børn, dele-børn eller andet moderne som kunne få mig til at købe nogle bøger. Og at hun også blev lidt paf over at hendes computer finder et så ubrugeligt nummer frem, altså sådan rent salgs-mæssigt.
Men hold da op hvor det virker som et absurd spørgsmål. Slet ikke...?
Min største drøm er at blive mor.
Jeg er for længst holdt op med at drømme yderligere detaljer i drømmen, det gør alt for ondt.
Jeg vil bare gerne være mor.
På det seneste har min drøm haft det svært. Den er et tidligt gulnet efterårsblad. Den er blevet lidt tør i kanterne og mærker angsten for at de gule og brune farver er tegn på at den langsomt er ved at dø. Den oplever ikke at få tilført næring fra sin værtinde og derfor er den ked. Ked fordi den nu sidder der og tilsyneladende dør en langsom død. Rundt omkring den sidder blade der endnu ikke holder efterår og strutter stadigt grønne og glade. For slet ikke at tale om frugterne, de farverige efterårsfrugter der vidner om at slægten føres videre. Min stakkels drøm er omgivet af drømme der ser ud til at trives bedre.
Og jeg er i syv sind.
Jeg ved slet ikke om det "bare" er mit sædvanelige efterårs tungsind der er sat tidligt ind. Eller om min drøm virkeligt langsomt er ved at sygne hen, dø fordi smerten der er forbundet med at vedligeholde den er alt alt alt for stor.
Jeg trænger sådan til lidt succes på infertilitetsfronten. Bare lidt. I stedet lader det til at min mens har tænkt sig at udeblive i denne måned og jeg sidder tilbage med skyldfølelsen over at jeg ikke kan finde ud af at tabe mig - og at det sikkert er de store fedtdepoter der laver ged i den.
Og så tænker jeg på hvor mange år der nu er gået. På at hvis min krop havde makket ret fra starten af, ja så havde jeg faktisk for længst fejret 3 års fødselsdag for mit barn.
Og så tænker jeg på at jeg troede jeg skulle mine 3 IVF forsøg igennem i 2006 - at jeg skulle få vished i 2006. Der er nu officielt 2½ måned tilbage af året og jeg har ikke haft et eneste forsøg endnu. Ikke et.
Så er der sgu da ikke noget at sige til at der er dømt efterår i mit sind.
Så til jer kære der bekymrer sig om mig; Nej jeg har det desværre ikke godt. Slet ikke.
