Haner...

Rundt omkring på min krop sidder forskellige haner. Haner der er mere eller mindre uden for min kontrol. Haner der med større eller mindre hastighed lukker min energi ud i universet, og indimellem efterlader mig uden energi til at være mig.

Barnløshed-hanen. En helt ukontrollabel hane. Den kan dryppe eller den kan sende kaskader af energi ud. Og det er helt udenfor min kontrol. Den består af lige dele "Hvorfor lige mig?" og "Bliver jeg nogensinde mor?" Hanen er super følsom overfor mange påvirkninger, den kan blive slået åben af en dum film i tv eller en barnlig kommentar i skolen - og 1000 andre ting.

Lige under den sidder:
Jalousi-hanen. Den kan ikke dryppe. Hvis den er åben så er det på fuld skrue. I perioder bliver den åbnet af enhver barnvogn på min vej, andre gange skal der prinsesse Mary-graviditeter til.

Den har en tvilling hane:
Skam over jalousi-hanen. Den er næsten altid åben samtidigt med jalousi-hanen. Jeg prøver altid at kontrollere den hane, men det lykkes aldrig.

Økonomi-hanen. Den er ikke sjov. Den drypper hele måneden, men værst hen mod slutningen. Som nu, hvor jeg hele tiden kan høre dens irriterende blop blop blop. Kom nu med den lønseddel...

Eksaminator-hanen. Den er ny hos mig. Kom frem for et par måneder siden da det for alvor gik op for mig at mine 9.klasser styrede lige mod afslutningen på årenes undervisning. Og i mandags sprang pakningen fuldstændigt. Alt energi fossede bare ud af mig. Sjældent har jeg oplevet noget så intensivt som at føre nervøse teenagere til prøve. Nu 39 elever senere er hanen lukket fuldstændigt. Og der går nok et par år før der igen bliver skruet op for den!

Nyt job-hanen. Den står og drypper hele tiden lige nu. Og jeg har ingen mulighed for at lukke for den. Jeg har stadig intet hørt efter min samtale. Jeg synes det er strengt... Jeg kan jo godt regne ud at det bliver et afslag nu, men kan de da så ikke bare give besked. Når beskeden kommer så lukker hanen sig helt af sig selv.

Sygdoms-hanen. Det er længe siden den for alvor har været åben. Men den er virkelig dyr når først den åbnes. Den trigges af mærkelige små symptomer i kroppen, symptomer der straks får hjernen til at tænke "Nu er kræftsygdommen her igen, denne gang slipper du ikke". Terapi har lært mig at skrue ned for hanen, men lukke den kan jeg ikke.


Heldigvis er der masser af ting som giver mig energi. Og for det meste kommer der mere energi ind end der fosser ud. Solskin, venner, fotografering, familie, zoneterapi, gode bøger, fuglesang, Blogland, chokolade... alt sammen glimrende energikilder...