Tryghed vs usikkerhed
Min samtale i går gik godt. Jeg har svært ved at bedømme hvor godt, men jeg tror faktisk det gik rigtigt godt! Og siden da har tankerne ikke villet lade mig være i fred... Hvad hvis jeg nu bliver tilbudt jobbet? Skal jeg så tage det?
Karriere-mæssigt, professionelt, fagligt - er der ingen tvivl. Så skal jeg tage det. Uden at tøve. For det her job har den retning jeg gerne vil gå i, den specialisering og det niveau der ellers er svært at finde i folkeskolen. Så i virkeligheden burde jeg ikke tøve...
MEN der er jo følelserne. Og infertiliteten. Tanken om at sige farvel til de børn jeg har nu kan få tårerne frem i mine øjne... Men jeg skal nok bare holde op med at tro at jeg er uundværlig!
Ønsket om det lille regnbuebarn. Den er svær. For det er et krævende job. Meget krævende. Jeg ville nok vælge at holde en pause og hellige mig jobbet uden bekymringer, hormoner osv. Men jeg har ikke lyst til pause. Slet ikke.
Bedstevennen og jeg arbejder i øjeblikket på en plan der skal få mig udredt og forhåbentligt i gang med IVF. Men hvem ved om planen lykkes? Jeg er nervøs for hvordan jeg vil få det på hormoner... og hvordan det vil passe ind i en endnu travlere hverdag...
Hvis jeg snart skal være gravid, vil jeg helst blive i de trygge rammer.
Hvis jeg ikke kan blive gravid, vil jeg gerne satse på min karriere.
Hvis jeg ikke tager jobbet - og ikke bliver gravid vil jeg få svært ved at tilgive mig selv.
Lige nu er det nærmest som om jeg ønsker at jeg ikke får jobbet - så jeg slipper for at tage stilling!
Og jeg ved ikke engang hvornår jeg får besked. Min fornemmelse siger en telefonsamtale i morgen med godt nyt, - ellers en kuvert på lørdag med dårligt nyt!
(Hvis jeg allerede har besluttet at det er godt nyt... har jeg så i virkeligheden taget beslutningen?)
Hjææææælp. Kære infertile medsøstre, kun I forstår min følelsmæssige knibe lige nu. Jeg har brug for jeres holdninger...
7 Comments:
Selvfølgelig skal du tage jobbet Puk.
Måske er det hårdt at sige farvel til børnene i dit nuværende job - men der venter dig jo noget måske enda lige så godt på den anden side ik !
Lad ikke tankerne om børn begrænse dine muligheder i din karrie.
Da vi startede med udredning tog det 9 måneder, før den var færdig, og vi kunne tilmelde os behandling.
Jeg tror, vi skal passe på med at begrænse vores muligheder. Men det er så svært at lade være, fordi vi hele tiden venter og intet ved.
Åh jeg håber så inderligt for dig, at "jeres plan" vil lykkedes :-)
Knus M.S
Jeg siger alting på en gang og så fjerner man forhindringerne efterhånden som de opstår. Man kan spekulere sig til døde, men tingene plejer at løse sig hen ad vejen. Ta' jobbet!
Mht til planen for at blive udredt, så har du min fulde opbakning uanset hvad planen går ud på. Det er simpelthen så uretfærdigt at du ikke har samme muligheder alene pga din civile status. Det er bare for dårligt at vi opfører os sådan her i vores ellers så dejlige Danmark.
Da jeg kom i behandling skulle vi bare skrive under på at vi var par. Det er I jo osse på en måde. I er jo fælles om at ville have barnet. Ville det være så slemt at sætte den krydsedulle?
Hej Puk
Har læst din blog i et stykke tid via Rikkes. Dit indlæg i dag kalder på en kommentar fra mig. I al fald, hvis vi tror på at gode råd kan bruges til at andet end at gives videre :-)
Min baggrund: var selv i behandling da JOBBET pludseligt var der. Lederjobbet, som jeg bare rigtig gerne ville prøve kræfter med. Bu bum. Behandling - barn eller behandling - intet barn. Og hvad med karrierern?
Nå, vi blev enige om at tage en ting ad gangen og når nu jobbet var der søgte jeg det. Og fik det. Og samme dag som jeg startede testede jeg positiv. Og gik på barsel. Og er nu tilbage igen.
Moralen: følg din intuition. Tag jobbet, hvis du får det tilbudt. Gå videre i behandlingen og få barnet. Det praktiske skal nok løse sig på en eller anden måde.
knus
Katrine
Jeg står i PRÆCIS samme situation lige nu. Har lige været til en jobsamtale, hvor de spurgte flere gange om jeg ville have børn snart... og det vil jeg jo gerne. Men hvis jeg siger det giver de mig ikke et job og sandheden er, at jeg jo ikke ved om jeg skal have børn snart. Desuden er det et lidt ufleksibelt job der KRÆVER at man er der fra 8-16 hver dag.. derfor ville det blive nødvendigt for at tage i hvert fald et halvt års pause fra behandlingerne - har jeg råd til det rent følelsesmæssigt? Så du kan nok se, at jeg ikke har nogle svar - kun flere spørgsmål. måske bliver jeg endda lettet over et afslag??
De bedste håb fra
Søs
ps: ditto Rikke - sæt den krusedulle... i er jo et par på en måde...:-)
åh hvor jeg kender det dilemma. Har selv stået der flere gange. Jeg vil sige ligesom alle de andre at du skal gribe chancen når du har den. Det med børnene kan du alligevel ikke planlægge som du jo nok har fundet ud af. Og hvis det kan lade sig gøre så prøv det med blive gravid samtidig med.
Man kan jo ikke sætte resten af sit liv på standby fordi man prøver på at få børn. Men omvendt synes jeg heller ikke der er nogen grund til at sætte det med at prøve at få børn på standby fordi resten af dit liv tager en ny drejning.
Du skal helt klart bruge alle de tricks du kan for at blive udredt. Det kan simpelthen ikke være rigtigt at du ikke kan blive undersøgt.
Lang smøre, håber det gav mening.
vi har snakket om det før - bare tag de chancer der byder sig - livet som infertil er så skrøbelig og uforudsigeligt.... så det nytter ikke at tænke "nej det kan jeg ikke for hvad nu hvis..." hvis det byder sig, så tag det!
Og mht til udredning! YES! Lyv, snyd og stjæl din vej til den gynækologiske briks - for det er fandeme for dårligt at du ikke kan blive udredt!
Amocca
Post a Comment