Tvangstanker...

Som oftest er jeg ret normal. Jeg blender uden problemer ind i morgenmyldret i S-toget og folk vender sig ikke om efter mig på gaden.
Og så nogengange så bliver jeg sindssyg. Og ikke af den slags som kan ses og får folk til diskret at træde et par skridt væk, nej, den usynlige, virkeligt farlige slags.
Og i dag er det gået galt igen. Helt uden varsel overfaldt tvangstankerne mig. Der sad jeg i en bus, og troede jeg bare sad og så ud af vinduet og drømte om sommerhuset og den snarlige lange weekend. Men så kom tankerne.

Jeg har i længere tid haft lidt problemer med mine lillefingre, det er som om de hele tiden sover. Det er som om jge har nedsat følsomhed - og jeg tager indimellem mig selv i at sidde og massere fingrene for at vække dem. Mmmnnhh... Nu er lillefingrene jo ikke de legemesdele jeg oftest bruger aktivt, så jeg har slået det hen. Det er sikkert bare en lille nerve der lidt i klemme, du har siddet for meget ved computeren, det er bare fordi du igen er gået ud uden handsker... Og i lang tid har jeg lyttet til mig selv og taget det ganske roligt.

Men i dag; lige der, i bussen. Pludseligt er tankerne helt anderledes negative. Det er alvorligt. Temmeligt sikkert en dødelig sygdom. Startede Michael J Foxs parkinson ikke med den slags fornemmelser? Eller er det mon schlerose. Ja sikkert. Det er sikkert også derfor jeg ikke er blevet gravid. Nu kan jeg da slet ikke forsvare det. Man kan da ikke sætte børn i verden hvis man er syg. I hvert tilfælde ikke hvis man planlægger at blive enlig mor. Min økonomi kommer da også til at gå til rotterne. Hvor syg skal man være før man får pension? Eller hvor længe kan man få sygedagpenge? Og hvor lang tid vil der egentligt gå før jeg slet ikke kan arbejde mere? Og hvis jeg skal dø, så vil jeg da ikke bruge mine sidste år på andre folks børn. Men så kommer jeg altså til at dø som barnløs. Så blev jeg aldrig mor. Det er sgu da også bare typisk... Hallo, jeg har altså haft kræft en gang, det kan da ikke være min tur til noget alvorligt allerede igen. Men hvis jeg er syg så vil jeg ud og rejse. Nej jeg kan da ikke forlade familie og venner nu. Jo for verden skal da ses. Men det har jeg jo ikke råd til. Så må jeg sælge sommerhuset. Men det var jo ellers der jeg ville bo i de sidste måneder. Men hvad skal man også med et sommerhus hvis man mister al følelse i fingrene, så kan jeg jo alligevel ikke rode i jorden, få ting til at gro. Og hvad nu hvis jeg kommer i kørestol - hvor ville det så være mest praktisk at bo? Sommerhuset er rarere. Og lejligheden er jo ikke ligefrem handicap-venlig. Men den er da tættere på et sygehus. Men hvad gør det jeg står jo alligevel ikke til at redde.

Der sad jeg. Helt forsvarsløs mod mine egne tanker. Med en angst så stor at jeg fysisk fik kvalme. Heldigvis kom bussen frem til mit stop. For så skulle jeg jo koncentrere mig om at gå - og mine tanker havde ikke helt så travlt med at panikke. Og nu sidder jeg så her. Kæmper med trangen til at slå alle mulige og umulige symptomer op i anatomibøgerne. Føler mig godt og grundigt sindssyg. Og ganske sikkert forrådt af mine egne tanker.

Jeg er jo bare barnløs. Og fordi jeg ikke ved hvorfor - og nægter at acceptere det, ja så går det indimellem galt på den måde.

Om et par dage er jeg sikkert god igen. Og for en sikkerheds skyld må jeg hellere ile til lægen snarest. For siden tanken nu har meldt sig lader den mig ikke i ro - og det føles nærmere som om det nu breder sig til hele hånden...

Jeg hader tvangstanker.