Hvordan HAR du det?
Sådan spurgte en veninde før påske da det endeligt gik op for hende hvor store mine rygproblemer er, hvor mange smerter jeg har og hvor længe jeg har ligget på sofaen. Hendes spørgsmål gik på hvordan jeg tacklede uvisheden, det ikke at vide hvornår min ryg igen bliver normal, hvornår smerterne forsvinder og hvornår jeg igen kan arbejde.
Jeg vidste ikke rigtigt hvad jeg skulle svare. Altså jeg har det jo ikke godt. Det siger ligesom sig selv. Det er da skide hårdt at have smerter konstant, mange smerter, mildere smerter, men hele tiden smerter. Men det er jo ligesom ikke en mulighed ikke at klare det. Jeg mener; Hvad er det lige mine muligheder er? At blive pillejunkie?
På mange måder går min tid med at få tiden til at gå. Jeg laver rygøvelser. Køber ind. Går en tur. Ser TV. Laver templates. Ser cykelløb. Prøver at tænke så lidt som muligt på smerterne. På den måde klarer jeg mig.
Dengang jeg havde kræft synes folk at jeg klarede det flot. Jeg var tapper og stærk. Men hvad var det lige mit valg var? Hvordan kunne jeg være andet? Det modsatte havde da ikke hjulpet mig videre. Jeg læste bøger. Snakkede med veninder. Lavede lektier. Prøvede at tænke så lidt som muligt på mit møde med min egen dødelighed. Jeg klarede mig.
Og nu forleden i sommerhuset, hvor min mor så gerne ville prøve at forstå hvorfor det er så hårdt at være barnløs. Hvorfor det er så svært for mig når det lykkes for andre før mig. Hvorfor jeg at bange for aldrig at blive mor. Også her tænker jeg; Hvad er det lige mit alternativ er? Så jeg skriver blog. Jeg fotograferer. Jeg arbejder. Jeg prøver at tænke så lidt som muligt på at alle disse kampe muligvis kæmpes forgæves. Jeg klarer mig.
Jeg klarer mig. Og evner for det meste at hjælpe mig selv klare det ved at se på det positive i livet. Derfor har andre kaldt mig positive PUK. Og det er da et tilnavn der klinger så kønt at man ikke kan være bekendt andet end at bruge det.
3 Comments:
Hej Puk
Velkommen hjem. Håber du har haft nogle gode sommerhusdage.
Du har ret - der er ikke så meget andet at gøre end at fortsætte. Gå gennem smerterne. Gennem behandlingerne. Gennem ubehag, frustrationer og sorger.
Håber bare du også giver dig selv lov til at bande og græde og råbe højt, når verden bliver for urimelig. For det er sgu meget godt at få det ud også. Så kan man altid være tapper, frejdig og optimistisk, når man har smidt snotkluddene i skraldespanden og hulket færdig.
Jeg har nok ikke den rigtige opskrift på, hvor meget man må græde, og hvor meget man skal bevare sin optimisme. Tror bare, det er vigtigt, at der er plads til begge dele.
KH Frøkenhat
Nej det er så rigtigt - der er ikke noget valg. Dengang jeg var i beh. sagde mange "nøij hvor er du stærk, jeg fatter ikke hvordan du kan klare det!".......???? Nej, men hvad skal jeg lissom ellers gøre? Man er jo ikke på forhånd blevet spurgt om, om man har lyst til at "være den" i den her leg, eller om man "kan klare det". Man fik lissom bare lorten... og så er det bare at begynde at æde og huske at synke den grundigt...!
Øv! Men hvad skal vi gøre? Det vi har gjort: Fundet andre der sidder med lorten og så kan vi i det mindste spise sammen ;-/ og nogle gange aflede hinanden lidt fra HVOR dårligt det egentligt smager, hvor hårdt det er OG dele smerten og håbet om udsigt til bedre tider...
Tja... det er nok dét, tror jeg...
Kys til dig min skat!
Stina'en
Nej vi har vist ingen valg, vi må tage det som det kommer....hele livet igennem og underligt nok....så klare man sig som regel altid, og jeg er da slet ikke i tvivl om at du gør - du er jo vores positive PUK;o)
Nogen gange tror jeg at vores liv er "skrevet" allerede den dag vi bliver født - de gode og dårlige ting der rammer os livet igennem - har ligget og "luret" og kommer så når det kapitel af vores liv leves - det er sikkert noget pjat....men det holder jeg på ind imellem.
Hvis vi så skal sige at dit liv er en bog, søde pige.....så synes jeg allerede at der har været alt for mange sørgelige og urimelige kapitler, kapitler og sider hvor jeg ville ønske at jeg havde været forfatteren i stedet - så havde det blevet den mest vidunderlige, postive bog kun fuld af glæder og skønne ting og oplevelser... og den havde for længst været udsolgt i alle boghandler....
Jeg blev vist lige lidt sentimental;o(
Kære søde PUK, DU skal nok klare den, nu og altid. Du er stærk, modig og fuld af vilje og kampgejst - du er en fighter som bare lige må ligge på ryggen for en tid....
Tænker på dig;o)
Kram Annette og Magnus
Post a Comment