Kære...

Inspireret af denne hjemmeside, som jeg ofte læser med på, har jeg forsøgt mig med et brev.

Kære menstruation,
Jeg skriver til dig for at invitere dig på besøg.
Jeg ved godt at jeg i de første år af vores bekendtskab ikke satte pris på dig. At jeg ofte bandende af dig og ønskede dig hen hvor peberet gror. At jeg ved vores allerførste møde oven i købet græd og skreg og hylede at jeg ikke ville kendes ved dig. Og alligevel kom du tilbage, tak for det.
Det var dig der først advarede mig om min kræftsygdom, du sendte mig så mange tegn at jeg til sidst forstod af du forsøgte at fortælle mig noget, tak for det.
Igennem årene synes jeg vores bekendtskab er blevet til mere end bare det. Jeg har vænnet mig til dine besøg og selvom du ind imellem kom ubelejligt, ja, så kom du dog. Tak for det.
De sidste 3 år har jeg ikke behandlet dig så godt. Nogen gange har jeg savnet dig og ønsket du skulle komme snart, og andre gange har jeg hadet dig inderligt når du kom. Jeg er klar over at det må være forvirrende for dig, alligevel er du trofast kommet, endda helt regelmæssigt. Tak for det.
Nu sidder jeg så her og savner dig. Jeg vil så gerne at du kommer snart. Jeg håber at det bliver sidste gang i lang tid vi ses, og det er jo netop derfor jeg glæder mig sådan.
Men jeg må ærligt sige at jeg synes du virker lidt utroværdig lige nu. Jeg ved godt at du for år tilbage kom når det passede dig, at jeg aldrig skulle indrette kalenderen efter dig, fint nok. Men det er jo år tilbage, så hvorfor er det lige at du nu igen vil til at komme for sent på den måde. Du må da vide hvor meget regelmæssighed betyder for mig, - ellers ved du det da nu.
Det er 39 dage siden du var her sidst. Hvis bare du ikke slår din egen meget gamle rekord på 54 dage, så er jeg glad. Deal?
Svar udbedes, snarest!
Venlig hilsen PUK