Sløve struds...
På et alt for tidligt tidspunkt i nat opgav strudsen sit projekt. Jeg sov ikke mere. Tænkte, spekulerede og især bekymrede mig. Og på arbejde i morges spurgte en kollega (som i øvrigt ikke ved noget om noget, men bare kunne se jeg var træt) hvordan jeg havde det. Jeg måtte ærligt svare at det kunne jeg ikke sige noget om, for hvis jeg gjorde, ville jeg begynde at tude, og så ville jeg ikke vide hvornår jeg så kunne holde op igen.
I løbet af dagen fik jeg fortalt flere af kolleger/vennerne hvordan det er fat. At jeg er skide hamrende nervøs og ked. Og at alle fornufts-tanker er som blæst væk af den nyligt ankomne forårsvind - tilbage er kun den tidligere kræftpatient i panik.
Men jeg har gennemført dagen. Endda en af de rigtigt lange af slagsen. Og jeg har da kun småtudet en 4-5 gange. Men ikke givet slip. Ikke tudet igennem. Ikke grædt på den måde hvor man bliver ved til man er tom og der kun er hovedpinen tilbage.
Fik en sms fra en ven, der stod blandt andet; Jeg er sikker på at du endnu engang finder styrken til at stå modgangen igennem.
Lige nu orker jeg bare ikke lede efter styrken. Jeg gider ikke mærke efter om jeg har den. Jeg vil have andre skal finde den til mig. Jeg vil tude og trøstes. Og mest af alt vil jeg have at der kommer en og siger til mig; Det må du sgu undskylde, det var en fejl, den var slet ikke til dig denne her modgang, du har jo forlængst taget din del. Nu skal vi nok rette fejlen og her er et gavekort på evig medgang som et plaster på såret.
Men om 10 timer skal jeg stå på arbejdet igen. Livet skal jo gå videre. Og nu hvor strudsen er for sløv til at holde hovedet i jorden så har jeg da heldigvis automat-piloten til at tage over.
3 Comments:
Tud, søde. Det er okay. Du må godt. Vil faktisk kun være forståeligt og godt, hvis du gør det. For det ER da skræmmende, særligt med din historie. Og det ER da for meget, for urimeligt, for ondt, for prøvende. Der er ingen mening med, at netop du skal gå alt det her igennem. Ingen.
Alligevel er også jeg sikker på, at du rent faktisk kommer igennem. Og måske behøver du ikke at være så stærk og elegant på din vej igennem det, som du tror. Måske må du godt bare give slip og tilkalde gode venner og sig "bær mig, så er I søde".
Under alle omstændigheder, så sender jeg dig alle de virtuelle kram, du måtte have brug for. Og skulle du få behov for mere, så skriver du bare din adresse, så kommer jeg fluks og laver kamillete med honning og lægger et tæppe over dig. Du skal bare sige til.
Vil tænke på dig.
Jeg tænker på dig søde skat...
Forrige sommer opdagede jeg en knude i det ene bryst. Det viste sig heldigvis blot at være en vandcyste - men jeg har aldrig i mit liv været så bange, som de uger hvor jeg ventede på den mammografi. Så græd du bare, det er du i din fulde ret til.
Kram Søs
Kære søde Puk
Hvor ville jeg dog gerne være den, der kom og sagde at det var en fejl, og at denne modgang ikke var bestemt for dig!
Selvfølgelig kunne strudsen ikke beholde hovedet i busken. Jeg forstår til fulde, at du er ked, nervøs og bekymret. Lad du bare tårerne få frit løb,så du kan komme af med nogle af de dårlige energier, og derved få styrken frem igen.
Jeg tror på, at der er en, der endnu en gang vil holde hånden over dig, og lade dig komme igennem dette, og jeg sender dig alle de positive tanker jeg kan.
Kærlig hilsen din cyberven Evi
Post a Comment